Et stik af fornærmelse:

” […] som jeg ser det er der enten tale om et reelt omsorgssvigt af nogle børn, eller om en blogger der bader i medlidenhed…[…]”

Lene… Jeg mener hverken, at det er det ene eller det andet. Her er ikke tale om reelt omsorgssvigt. For hvad er det så? Hvor meget skal der til, for at det er omsorgssvigt?

Og at mene, at jeg kun søger medlidenhed på min blog, synes jeg heller ikke er fair. Det er ikke mit ærinde, derimod vil jeg gerne høre netop om andre har oplevet noget lignende, ved hvad man gør her og der, har gode råd eller andre holdninger.

- Og der er jo altid en anden side, eller flere sider, af sagen…

Indimellem er jeg så frygtelig bange for, at det bare er mig den er gal med.

Mig der ser syner…

Mig der er sart…

Mig der er doven…

Mig…

Mig…

Mig…

Tårerne ville løbe, hvis de kunne…

“Du er sgu også en værre klynke-madamme…
Solen drejer ikke rundt om dig, stop det klynkeri og se at kom videre!!!”

Skrev en Kurt, til et af mine indlæg.
Og nå ja, sådan kan man jo også sige det…

Samtalen er overstået. Veloverstået? Bestemt nej!

Følelsen var:

• Enten går din depression over, og så vil vi ikke hjælpe.
• Eller også går det ikke så hurtigt væk, og så er en læreruddannelse alt for krævende og vi vil hjælpe dig men til en anden uddannelse.

Hun var ikke rar. Gjorde sig morsom på min bekostning…

Mere senere…

Så er udfordring #9 sat på listen…

Tager DU den hvide sten denne gang?

Tør du?

Det er hårdt at være lillebror til tre halvsøskende hver anden weekend. Meget gråd, en far der råber lidt for højt, to piger, hvis ting man ikke må røre og en bror man får skæld ud af, når man står foran tv’et eller gerne vil kigge med på computeren. Det er svært at være mindst på deltid. Der er ingen hverdag ingen vane i det.

Godt at have mor lige der ved siden af, der gider at lege lidt.

Ligger under dynen i min seng i sommerhuset og spekulerer lidt over tilværelsen. Hvad er det, der gør, at nogle forhold går i stykker? Er det nemmere at gå fra nummer to, end fra nummer et? Hvordan ved man, hvornår et forhold er værd at arbejde på? - Og hvornår det ikke er? Og hvordan kan det ikke være når man har sat barn i verden sammen? Kommer alle forhold gennem perioder med kriser? Ved man aller dybest inde allerede fra start om dette vil briste eller bære?

Hvad gør man, når man arbejder på at få et forhold til at bære? Og hvor længe er det værd at arbejde?

Så mange tanker, så forbandet få svar… Men hvad mener du/I?

For to uger siden, bad jeg Erik om telefonnummeret til hans ex.

”Hvis der nu sker noget…” forklarede jeg.

Han forstod. Samme dag var vi oppe at hente børnene. Eriks ex og jeg faldt i snak, da hun kom hjem med den ældste, der havde været til fødselsdag. Jeg sad på græsset og betragtede børnenes leg. Hun, der er højgravid, tog en stol, og satte sig hen ved siden af. Det varmede mig

Hvad vi snakkede om, husk er jeg ikke præcist. Vi snakkede om børn. Jeg husker, at jeg spurgte til, om hun var ved at være klar til den lille ny. Jeg åbnede lidt, hun er soscial- og sundhedsassistent, fortalte lidt om depression. Hvilket førte til en snak om medicin osv. Det var rart at få hende lidt tættere på… I weeekenden købte jeg hende en barselsgave. Et lille hvidt jogginsæt og nogle hagesmække.

Jeg glæder mig på deres vegne… Og er selv spændt på at møde deres lille ny. Et par gange har jeg skrevet til dem og spurgt til maven og til, hvordan de har det. Hun virker imødekommende. Det er rart og betyder meget for mig. - Uanset hvor tingene går herfra.

Erik har forklaret ”de store”, at sønnen og den nye lille ikke på nogen måde er i familie, - men jeg kunne nu finde på at give en lille gave og skrive ”fra din kvart-bror… ;)”